Anbefalede bøger


Når vi er ude til arrangementer, må jeg tit henvise til at købe denne eller hin bog, fordi den er uundværlig; - enten generelt eller i forbindelse med et specifikt køretøj. På denne side vil jeg, og forhåbentlig mange andre, anbefale forskellig litteratur, som har hjulpet dem og dermed må forventes at kunne hjælpe andre.
Vi vil ikke forsøge at anmelde en hel masse titler, - det er der ikke mange der gider læse, og når det kommer til bøger om et bestemt køretøj, er der oftest ikke så meget at vælge imellem - og så køber man alligevel alt hvad der er - både de gode og de mindre gode titler (det gør jeg i hvert fald !)
Send dine anbefalinger til mig (epost - klik her).
Husk at angive hele bogens titel, forfatter(e), udgivelsesår og ISBN-nummer (se eksempler nedenfor), samt eventuelt en boghandel hvor man kan få bogen; - og så naturligvis en forklaring på hvorfor denne bog er så god. Send gerne et billede af bogens forside med.
Ole Willumsen

Senere vil denne side blive suppleret med boglister for hvert emne/køretøj - så du kan se nogle af de titler der findes på markedet om din bil eller motorcykel og evt. hvor du kan få dem

Gå til
Generelt
Lande: England, Schweiz
Køretøjer: Jeep(WW2)
Uniformer og udstyr: USA

Generelt

Titel: Historic Military Vehicle Directory
Forfatter: Bart Vanderveen
Udgivet: 1989 - genoptrykkes løbende !
Antal sider: 400
Format: ca. A5 - indbundet
Udgiver: After the Battle (UK)
ISBN: 0900913 58 6
Kan købes hos: Udgiveren - After the Battle og DMKFs klubbutik
Tilbage til top
Anmeldelse:
Dette er BIBLEN for militærkøretøjsentusiaster og den bør også findes på din boghylde.
Bart Vanderveen var i mange år "guruen" indenfor vores område og hvad han ikke vidste om militærkøretøjer var næsten ikke værd at vide. Denne viden viderebragte han i det fremragende blad Wheels & Tracks og et større antal bøger, deriblandt dette leksikon.
I "MilVehDir", som jeg har set det forkortet, gennemgår han de fleste større landes militærkøretøjer fra midten af '30-erne til sent i '50-erne. Bare rolig, Danmark er også med !
Der er en kort beskivelse af hvert lands militære køretøjshistorie og de valgte køretøjer er afbilledet og forsynet med en generel beskrivelse, information om de væsentligste varianter, samt tekniske data, inklusive dimensioner og vægt.
Hvert opslag indeholder i snit 5-6 køretøjer, hvilket kan omregnes til at der er omtale af mere end 1.000 køretøjer i denne bog.
Jeg købte mit første eksemplar af manden selv i Normandiet i 1989 og det eksemplar er efterhånden ved at falde fra hinanden. Denne bog har givet svar på tusindvis af spørgsmål på adskillige træf og jeg kan stadig finde nye ting i den.
KØB DEN ! - Fåes også fra tid til anden i DMKF's klubbutik !

Ole Willumsen - 28-04-2004

Lande
England


Titel: (A directory of) Post-War British Military Vehicles
Forfatter: Pat Ware
Udgivet: 1999
Antal sider: 250
Format: 26 x 21 cm (HxB) - Hæfte
Udgiver: Warehouse Publications
ISBN: 0-9525563-9-1
Kan købes hos: Warehouse Publications og Amazon UK
Tilbage til top
Anmeldelse:
Pat Ware er for mig Bart Vanderveens arvtager (se Historic Military Vehicle Directory). Han har siden 1995, altså samtidig med at DMKF startede, udgivet mange spændende bøger om (primært engelske) militærkøretøjer. De er altid en tand bedre end de fleste andre publikationer på markedet og bærer præg af at der ligger et omfattende arbejde bag.
Denne titel adskiller sig lidt fra de andre, idet det er en omredigeret reproduktion af de kataloger som FVRDE (Fighting Vehicle Research and Development Establishment) udgav i forbindelse med deres offentlige udstillinger i 1954, '56, '62, 66 og '71. I disse kataloger var alle de udstillede køretøjers væsentligste data angivet sammen med et billede af køretøjet.
Pat Ware har så sammendraget alle disse kataloger i en bog og dermed er næsten samtlige varianter af den engelske hærs køretøjer fra perioden 1954-71 beskrevet - også mange af prototyperne.
Hvis man er "til" engelske efterkrigskøretøjer, er der utroligt megen information at hente og bogen fungerer faktisk som et specialiseret tillæg til den ovenfor beskrevne bog af Bart Vanderveen.
Bogen starter med en beskrivelse af FVRDE's testfaciliteter i Chobham Lane, Surrey og dette afsnit er også spændende læsning, hvor det tydeligt fremgår at den britiske hær må være blevet tildelt meget omfattende midler i '50-erne og '60-erne. Denne rundhåndede tildeling medførte også at man gav sig i kast med at udvikle nogle meget avancerede køretøjer, mange af dem for avancerede viste det sig, men det er åbenlyst at de er blevet testet meget grundigt.
Mange timers spændende læsning og et meget brugbart opslagsværk, hvis man interesserer sig for engelske efterkrigskøretøjer.

Ole Willumsen

Schweiz


Titel: Fahrzeuge der Schweizer Armee
Forfatter: Markus Hofmann
Udgivet: 2000
Antal sider: 320
Format: 23 x 27 cm (HxB) - indbundet
Udgiver: Markus Hofmann
ISBN: Mangler
Pris: 97 SFr plus porto
Kan købes hos: Markus Hofmann og Swissmotor
Tilbage til top
Anmeldelse:
Det kan ikke komme bag på de der har kigget lidt mere på disse websider, at jeg har en ikke ringe forkærlighed for alpelandets militærkøretøjer. Så vil nogen måske spørge: "Hvad har de som er så specielt ?".
Johhh .. . .
Grundet Schweiz's politiske og geografiske status valgte den schweiziske hær i mange år at anskaffe køretøjer, der var bygget af de schweiziske bil-, traktor- og motorcykel-fabrikanter: Saurer, Berna, FBW, Vevey, Hürlimann og Condor. Alle disse fabrikker oparbejdede i løbet af 30'erne et ry for en enestående pålidelighed, på trods af (eller måske på grund af) de vanskelige vilkår som det schweiziske terræn bød dem. I '40-erne kom Mowag og senere Bucher, samt østrigske Steyr med på leverandørlisten.
Til en vis grad var disse leverandører beskyttet af at mange veje i Schweiz, indtil for nyligt, kun måtte befares af køretøjer med en max. bredde på 2,3 meter. Det marked ville ingen af de tyske, svenske eller engelske fabrikanter beskæftige sig med, så schweizerne havde i mange år frit spil. Det kom der nogle ganske egenartede konstruktioner ud af.
Man købte også amerikanske køretøjer efter anden verdenskrig, men det var tydeligvis fordi de var til rådighed for meget små penge. Der kommer dog stadig GMC- og Dodge-biler ud på auktionerne i Thun, så de har åbenbart alligevel klaret sig godt.
I løbet af '60-erne og '70-erne var det dog ved være slut med monopolet og de udenlandske fabrikanter fik større og større andele af markedet. Kun Mowag og Bucher har formået at holde stand, til gengæld med succes. Mowag Piranha og Eagle er solgt til flere lande, deriblandt Danmark, og multifunktionskøretøjet Duro fra Bucher/Mowag er også bestilt i store antal. - Jeg har selv set produktionen af disse køretøjer på vores DMKF-tur i 2003 og det var ret imponerende.
Denne bog beskriver alle disse køretøjer med specifikationer, masser af store S/H- og farvebilleder og enkelte korte tekster. Så selv de, der er mindre gode til tysk, kan få meget ud af denne bog.
Til sidst i bogen er der korte afsnit om føreruddannelse, sløring, vedligeholdelse (schweizernes standard på dette område er legendarisk), broslagning og jernbanetransport, samt militære vejskilte, køretøjsdokumenter og nummerplader, alt sammen illustreret.
Trykkvaliteten og indbindingen er i top og opvejer sammen med indholdet rigeligt den ret høje pris.

Ole Willumsen

Køretøjer
Jeep - WW2


Titel: Jeep - Bantam-Willys-Ford - 1940-1945
Forfattere: Emile Becker & Guy Dentzer
Udgivet: 1994
Antal sider: 470
Format: 21 x 15 cm (HxB) - Hæfte
Udgiver: Emile Becker
ISBN: Mangler
Pris: 35,- EUR
Kan købes hos: Bogen genoptrykkes med jævne mellemrum i små oplag - jeg har senest (22. maj 2004) set den til salg på internettet hos Editions Palmier (Frankrig)
Tilbage til top
Anmeldelse:
Efterhånden kender de fleste historien om at Bantam egentlig "opfandt" jeepen, men blev snydt for de store produktonskontrakter, da Willys havde videreudviklet konceptet. Senere kom Ford med og producerede ca. halvdelen af alle de jeeps der blev lavet under 2. verdenskrig. De fleste ved også at en Willys MB og en Ford GPW (og en Hotchkiss M201 !) stort set er ens og delene fra begge køretøjer kan blandes uden de store problemer. Der er dog små forskelle på mange af delene alt efter fabrikat og årgang, - og det er disse ting denne bog forsøger at beskrive - MED HELD !
Fanatikerne kan bruge bogen til at skabe en "korrekt" MB eller GPW, hvor alle delene passer sammen med årgangen og fabrikanten. Og vi andre kan bruge den til at overraskes over hvor mange dele der rent faktisk er forskellige. Selv om jeg gør grin med "de hellige" skal jeg jo heller ikke afskrive muligheden for at bruge bogen som bibel, når nye dele skal skaffes til køretøjet - så kan man jo lige så godt vælge den del, der passer til køretøjets fabrikationstidspunkt ! - For selv de nyfremstillede dele fås i flere varianter.
Foruden disse væsentlige oplysninger, er ganske mange sider helliget ekstraudstyret. Der er naturligvis ikke tale om solskærme og blomstervaser, men om koldstarts-kit, varmeapparat, spil, radio og meget mere. Desuden er der et afsnit om den tilhørende trailer og om Hotchkiss M201, der i al væsentlighed er en Willys MB, blot fabrikeret i Frankrig fra 1956-66.
Der er ikke megen tekst og den der er, er på fransk; men bogen er spækket med illustrationer, så jeg vil vove den påstand at alle MB/GPW/M201-ejere kan få megen glæde af den, og det er da også den melding jeg har fået fra jeep-ejere der allerede har denne bog.

Ole Willumsen

Uniformer & Udstyr
USA


Titel: Doughboy to GI - US Army Clothing & Equipment 1900-1945
Forfatter: Kenneth Lewis
Udgivet: 1993
Antal sider: 270
Format: 28 x 23 cm (HxB) - hæftet
Udgiver: Norman D. Landing Publishing
ISBN: 0-9521523-0-4
Pris: £59.95 plus porto
Kan købes hos: Norman D Landing Militaria
Tilbage til top
Anmeldelse:
Enhver der har været inde i en rimeligt velassorteret overskudsforretning ved, at der findes utroligt meget udstyr og de der interesserer sig for det, ved også at der er mange faldgruber indenfor dette område.
Forfatteren til denne bog ejer en af verdens største samlinger af amerikanske uniformer og personligt udstyr, fra den periode som bogen dækker. Det har gjort ham i stand til at beskrive og illustrere de forskellige varianter af alt fra uniformer og hjelme, til skrivemaskiner og førstehjælpstasker. Alene M1-hjelmen har fået næsten 10 sider, hvilket fortæller en del om hvor grundigt Kenneth Lewis er gået til værks. Der er ganske lange tekster til hver genstand og billederne er klare og tydelige.
Bogen blev oprindeligt trykt i et oplag på 4.500 indbundne eksemplarer og de blev revet væk på ret kort tid. Heldigvis besluttede udgiveren sig for at genoptrykke bogen, - så den kan stadig fåes. Det er en ret dyr bog, men den er alle pengene værd, hvis man interesserer sig for 2. verdenskrig og det personlige udstyr som amerikanerne havde til rådighed dengang. Jeg samler ikke selv på disse ting, men syntes alligevel at bogen er meget interessant; om ikke andet så fordi den giver et glimrende indblik i hvor specialiseret meget af dette udstyr var.
Alle der har set bogen, har svært ved at lægge den fra sig og de er altid overraskede over hvor mange ting der er beskrevet.
Det eneste jeg kan klage over er, at billederne er i sort/hvid og at der ikke er ret mange billeder der viser, hvordan uniformsdelene blev kombineret.
(Derfor kan (og bør) denne bog suppleres med "The World War II GI - US Army Uniforms 1941-45 in Color Photographs" af Richard Windrow & Tim Hawkins. Den fåes hos www.amazon.co.uk og koster pr. 22. maj 2005 £ 26.87)

Ole Willumsen
































. Titel:
Forfatter:
Udgivet:
Antal sider:
Format:
Udgiver:
ISBN:
Kan købes hos:
Tilbage til top
Anmeldelse:
Følger snarest